KÆRE DAGB(L)OG

En århusiansk nordjydes dagbog / dagblog / weblog / blog på nettet - om alt mellem sky og grus.
Mao. endnu en popsmart, navlepillenede blog med trivielle indlæg og hverdagstanker nedfældet som var det åbenbaringer


December 12, 2004

Misbrug af 'bogstaveligt talt'..?!

Jeg er ikke nogen ordfanatiker eller lingvistiknørd. Men jeg kan ikke undlade at irriteres over (mis)brugen af udrykket ”bogstaveligt talt” eller ”i bogstaveligste forstand”.

Jeg opfatter det som et udtryk, man anvender til at understrege, at en sætning ikke skal forstås som en metafor, billedsprog eller en fast vending, men derimod skal tages for pålydende.

Derfor får jeg kuldegysninger, (blot et enkelt eksempel af mange!) når en professionel journalist i tv fortæller, at han ”bogstaveligt talt blev smidt ud” fra et eller andet sted. Med mindre hans legeme faktisk blev løftet op og kastet ud af døren, mener jeg, at det er misvisende. Men måske er det i virkeligheden mig, der ikke forstår den rigtige betydning af udtrykket ”bogstaveligt talt”..?



Skrevet kl. 18:37 |


December 11, 2004

Tip: VLC er en altædende mediaplayer!

Har du nogensiden haft problemer med at afspille XviD, DivX eller lign. fil? Så er VLC svaret!



Jeg har både nyeste MS Media Plyer, BS Player og DivX-player, men ingen af dem er så stabile og altædende som VLC media player.

Jeg har i flere omgange været ude for, at DivX-filer frøs midt i afspilningen eller simpelthen slet ikke kunne afspilles i de andre playere (især MS'). I dag lavede jeg et eller andet mærkeligt, da jeg tog backup af en ny DVD-film. Filen blev simpelthen så "syg", at når jeg afspillede den i en af de andre player gik ikke alene playeren ned, men også Explorer! Også her kunne VLC uden videre vrøvl tage over.

Hent din redning hos www.videolan.org/

Dog synes jeg, at jeg flere gange har oplevet, at film og lyd hakker lidt mere i VLC end de andre playere - det tilskriver jeg dog, at filerne ofte har haft defekter. Desuden har jeg oplevet problemer med undertekster - her var løsningen manuelt at sætte en setting i VLC for underteksten, der hed 25 frames pr second, så den passede til PAL. Men på trods af småskavanker: playeren anbefales!


Skrevet kl. 00:47 |


December 9, 2004

Juleshoppings-helvede: Salling & Magasin

Noget af det værste jeg kan komme i tanker om mht. juleshopping er: At komme ind i Salling og Magasin. Nu skal jeg fortælle dig min teori om, hvad problemet skyldes:

Jeg er sikker på, at de engang har udført en brugertest i et laboratorium, og derved fundet ud af, at menneskeracen har det allerbedst ved 24-26 graders varme.

Det er bare ikke særligt fixt, når man kommer ud fra 5 graders kulde og er pakket ind i 7 lag tøj. Så føles 26 graders som et hårdt slag i ansigtet med en let knyttet næve. Svedeture, åndenød, stress og følgende aggressioner er sikre symptomer på, at du er kommet i Magasin eller Salling, og din eneste tanke er derefter at slippe ud hurtigst muligt.

Det beviser i øvrigt mere eller mindre direkte, at felt-forsøg langt overgår laboratorie-test!

Skrevet kl. 16:29 |


December 6, 2004

Applikationstip: Gratis PDF-generator

Jeg har altid troet, at man var tvunget til at investere store summer i Adobes Acrobat (ikke Acrobat Reader), for selv at kunne lave PDF-filer af sine dokumenter.

Derfor glæder det mig, at kunne videregive følgende tip:
Med PDF4Free kan du selv - gratis! - lave PDF-dokumenter.

Find produktet her



Det skal nok ikke være til de allermest seriøse firma-præsentationer og deslige, da der indsættes en lille reklametekst for produktet nederst på sidste side..

Skrevet kl. 10:03 |


December 5, 2004

Restaurant-match Århus: Hong Kong vs. Asian House

Bare et lille tip, der måske kan sørge for, at du får lidt mere for pengene næste gang du skal ud og spise kinesisk:

Restuaranterne Asian House og Hong Kong ligger begge tæt på Europa Plads blot i hver sit sving. Indretning og menuer de 2 steder er ret ens og det samme gælder priserne. Derfor kan det være endog meget vanskeligt at vælge, hvilken af dem, man skal satse på.

I en slags sandheds tjeneste valgte Konen & Jeg derfor at melde os selv som Samgsdommere og spiste på dem med kun nogle få ugers mellemrum. Begge steder valgte vi deres "luxus" menuer, som indeholder 6-7 gode, kinesiske retter (i virkeligheden formentlig danske retter med kinesisk inspiration - som vi kan lide det).

Der skal ikke være tvivl om, at maden smager dejligt begge steder. Men der er alligevel tydelig forskel. Og vinderen er.
RESTURANT ASIAN HOUSE

Begrundelse: Det hele var lige en tand mere smagfuld (altså i bogstavlig forstand). Ud over smag er anretning, kød-kvalitet, servering og størrelse også af betydning (Asian House har nok DKs største kæmperejer).
Kun én enkelt ret på Hong Kong blev foretrukket af smagsdommerne fremfor den tilsvarende på Asian House: Desserten. Hong Kongs indbagte banan med himmelsk god is virkede lige ét bid mere autentisk end pandekagen med is fra Asian House.

Skrevet kl. 21:05 |


Arkiv | Forsiden | Multimediahuset Sponsor: Royalty Free Images